ReshapeWaste
ReshapeWaste
Vi skal turde at udfordre de cirkulære designkompetencer for at komme videre i den grønne omstilling.
Reshape Waste Podcast
Podcasten Design Lab udforsker, hvordan bæredygtigt design kan blive dagsordensættende og ændre verden. Design spiller nemlig en central rolle i en tid, hvor vores forbrugs- og produktionskultur er nødt til at ændre sig radikalt i en mere cirkulær retning.
VIDEO-CASES
Lad dig inspirere af disse case-eksempler fra ReshapeWaste, hvor restmaterialer nu har fået nyt liv som nye produkter. På tværs af forskellige brancher og materialer, kan design være nøglen til at få restmaterialerne ud af affaldscontaineren og op på produkthylden som nye produkter.
Projektinfo
OM PROJEKTET
Industrielt design er nøglen til det store uforløste miljømæssige og økonomiske potentiale i produktionsvirksomheders afskær og restmaterialer. ReshapeWaste styrker derfor danske design- og produktionsvirksomheders kompetencer i at anvende restmaterialer, som grundlag for nye produkter.
I Danmark genereres der årligt over 1 mio. tons affald fra industri- og produktionsvirksomheder (Miljøstyrelsens affaldsstatistik, 2019). En del af dette består af komplekse eller sammensatte materialer, som er vanskelige at genanvende, men som rummer et miljømæssigt og økonomisk potentiale. Restmaterialerne kan i visse tilfælde bruges direkte i deres nuværende forarbejdningsstadie, men dette er ikke uden udfordringer, da de kan være uensartede i kvalitet, variere i størrelse eller komme i skiftende mængder. Dansk erhvervsliv står derfor overfor en central udviklingsudfordring, som efterspørger en radikal nytænkning af produktdesign for at tappe ind i det uforløste potentiale.
Igennem det cirkulære projekt, ReshapeWaste, identificeres de udfordringer og dertilhørende løsninger, som omgiver brugen af afskær og restmaterialer i nye produkter. Igennem ReshapeWaste matches produktionsvirksomheder med industrielle designere i et samarbejde, som skal resultere i produktforslag til nye produkter ud af restmaterialer. Formålet er at styrke design- og produktionsvirksomheders kompetencer i at anvende heterogene restmaterialer i skalerbar skala. For at sikre størst mulig impact, vil de forskningsmæssige resultater danne basis for konkrete værktøjer og guides, som kan implementeres direkte i dansk erhvervsliv.
Bag ReshapeWaste står Industriens Fond og AAU Design Lab, som ønsker at udvikle danske virksomheders cirkulære designkompetencer og dermed øge konkurrenceevnen.
ReshapeWaste løber fra marts 2023 til og med februar 2025. I løbet af projektet vil 20 danske produktionsvirksomheder blive matchet med en industriel designer, som vil designe et produktudkast til et nyt produkt ud fra virksomhedens restmaterialer. I forbindelse med projektet vil der blive udgivet værktøjer, cases, videoer og podcasts til inspiration for dansk erhvervsliv.
Industriens Fond og AAU Design Lab, der er en del af Aalborg Universitet, står bag ReshapeWaste, som også involverer Teknologisk Institut, Dansk Industri samt små og mellemstore design- og produktionsvirksomheder.
Kontakt os
Er du interesseret i at høre mere om projektet eller har du spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte os.